Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Stille Eksistenser blev anmeldt i Nutiden i Billeder og Text, 5.12.1886 af litteraten Vilhelm Møller (1864-1904), der også var redaktør af det liberale ugeblad (1876-90).

Note
Du skal logge ind for at skrive en note
"Nutiden i Billeder og Text" forside, 5.12.1886.
"Nutiden i Billeder og Text" forside, 5.12.1886.
Uddrag af anmeldelsen i "Nutiden i Billeder og Text", 1886.
Uddrag af anmeldelsen i "Nutiden i Billeder og Text", 1886.
Note
Du skal logge ind for at skrive en note

[…] I alle fire Fortællinger er Hovedpersonerne Mennesker, som resignerer uden Kamp. Og Fortælleren gaar om mellem dem med sagte Gang og bløde Ord. Til de andre, til dem, der smøger Hensyn af sig for at faa Lyster styret, har han spodske Smil, hvasse Hib; for sine Stille derimod nærer han lutter nænsom Medfølelse. Hans Verden ligner da kun lidt den, hvori de unge Digtere ved Aarhundredets Begyndelse indførte Læserne. Dér var det stort at slaa og sparke til alt, hvad der stod imod den personlige Lykke. De digtede idealer huserede den Gang mellem Pligter og Skæbner, værre end nylig indfangede vilde Dyr i deres Bure. Men se her er dét blevet stort: at finde sig i Buret – og dét er blevet størst: at føle sig lykkelig i det! …

[…]

Forøvrig staar "Ved Vejen", Bogens sidste og største Historie, langt over de tre første Fortællinger. Den har alle det betydelige Bang'ske Talents gode Egenskaber i højere, alle dets svagere Egenskaber i ringere eller dog mindre forstyrrende Grad end, hvad han tidligere har skrevet. Og den tør roligt stille sig op under Maal sammen med det aller bedste i de sidste Aars Novelle-Literatur.

Den har sin Styrke i sin fantasifulde Scene-Rigdom. Bang refererer og ræsonnerer saa lidt som tænkeligt over sine Personers Liv, han viser én det. Situation paa Situation glider forbi én, skiftende i Farve og Stemning, snart kaad, snart drømmende, snart skærende af Angstens Uhygge, overalt illuderende ved Hjælp af disse Virkelighedens Bagateller, som en Gang bragte et aandrigt Hoved til at sige, at intet var Bagatel. F. Ex., Fru Bai rejser til Byen og kjøber ind til en Skovtur, de skal paa. Just som Toget er ved at gaa, ser hun saa ham, hun holder af, komme ud paa Perronen; og i sin Livslyst, sin Glæde trækker hun Tjenestepigen, hun har med sig, hen til Kupévinduet og viser hende frem: Kan De se, Marie er ogsaa med?! Er dét ikke nydeligt – og sandt? Og hvor maler det ikke hele hendes Lykke! Af den Slags Smaatræk er der et Mylder: fra Kjøkken og Have, fra Dagligliv og Selskab, fra Lystighed og Død. Det er muligt, at ikke alle Forfatterens Erindringer gjælder samme Slægtled: hvad her er gjort samtidigt, var maaske i Virkeligheden skilt fra hinanden ved over en Snes Aar. Men ellers har vor Novellistik vistnok i denne Fortælling sit bedste Billede af "dannet" dansk Provins-Liv. Ikke mindst de store Optrin – Markedet, Selskabet i Præstegaarden, Fru Bais Død – staar udmærket klare og stærke. Præstegaards-Selskabet f. Ex. har over sig hele den underlige Blanding af Ellevildhed og Hygge, som kunde komme frem hos gamle, milde, menneskevenlige Præstefolk, naar Ungdommen rigtig slog Gjækken løs …

I det Kalejdoskop af Scener, som Fortællingen er, forfølger man nu først en Kjærlighedshistorie. En skyldfri, spæd Kjærlighed voxer sig umærkelig stor; og saa, i samme Øjeblik den bliver sig bevidst, skyder den Bom for sig selv, resigneret haabende paa Lykke efter Døden. Karaktertegningen af de to Elskende er neppe hævet over Dadel. Han er holdt vel stærkt i Baggrunden, og hun er gjort lidt for ulastelig. Som ung Pige har hun været provinsielt kritisk og sværmerisk vemodig, stille af sig, men betagen af netop den kaadeste og kjækkeste af sine Veninder. Saa er hun blevet gift, med en flot Libertiner, og i sit Ægteskab og mellem Omgivelserne er hun bleven lidt lad, lidt træt, levende hen i lutter Petitesser. Nu skaffer Forelskelsen hende en anden Ungdom. Og den sværmeriske og levelystne Higen komme op i hende igjen, omdannet af Aarene til en vemodig Rejse-Længsel, til en Higen efter at færdes med ham, hun elsker, i fjerne, skjønne, solmilde Egne. Dette kan være rigtigt nok set; men det er neppe rigtigt, at hendes Elskov er saa kydsk, saa usandselig, – man kan ikke have været Bais Kone uden at have faaet Ange af Bais Aande over sit Følelsesliv. I det hele taget, denne Forelskelses-Historie er mere typisk end individuel. Den har hundrede Smaatræk, som vi alle er fælles om, den har neppe to, som de to Mennesker, Fru Bai og Forvalter Huus, er ene om. Men det er udmærket kjønt og fint skildret, hvorledes den lidt abstrakte Elskov suger Næring af bitte smaa Ting, af Dagliglivets uanselige Kommen og Gaaen.

Højere endnu staar dog skildringen af Bifigurerne. De breder sig en Smule for stærkt, det er sandt, og de er undertiden ikke helt ægte i deres Replikføring, og først og sidst lider de fleste af dem under det før omtalte Hang til Stereotypering: at det samme Træk hos dem idelig drages frem. Men til trods for alt det, – hvilket fornøjeligt Galleri! Længst tilbage den hyggelige Præstemand med sit Lommetørklæde om Hovedet og sin lidt affældige Fredsommelighed; længere fremme "Institot"-Bestyrerinden med hendes Gammel-Jomfru-Lystenhed og Beregning og saaret Forfængelighed og Skikkelighed i én Vælling. Og det kostelige Abelske Slæng – et Mønster-Exemplar af en vis Art mandløse danske Provins-Familier! Og den forhenværende Kavalleriløjtnant med Udhaler-Jargonen og Udhaler-Lysterne, Hr. Bai! Og den rare, ranglet daskende Præstedatter med hendes uforlignelige Tiltaleform til Fru Bai! "Dejlige Kone!" kalder hun hende; og saa pladsker hun over hende som en stor dansk Hund … Alle disse Skikkelser og flere til griber, paa det virkelige Livs Viis, ind i Hovedpersonernes Skæbne, de berøres og bestemmes selv af den. De lever sammen, alle disse Mennesker.

Og forbi denne resignerende Elskov og alle disse selviske Lyster, forbi Zarthed og Plumphed og Latter og Graad og Liv og Død larmer saa – uafbrudt, uafbrudt – – det prustende Jernbanetog. Dets Buldren er for Fortællingen, hvad Kor-Sangene var i de gamle Tragedier: den understreger – og dømmer. En enkelt Gang kommer Toget brusende med Sol og Glæde om sig, saa da Fru Bai vifter til en Bekjendt, bliver der i alle Koupévinduer – fra alle disse fremmede Rejsende – en Stimmel af lykkelige Ansigter og af Tørklæder, som vifter lystigt til Svar. Ret et yndefuldt Sommerbillede! Og et rørende Symbol paa, hvordan vi alle ser Livet i hin "unge Vaar, hvor Ringe byttes og Hjerter slaar"! … Note Men dette Billede er en Undtagelse. Som Regel gaar det saadan, at først melder Toget sig med fjern Brusen, – og saa skinner et Par store Ildøjne, som et vildt Kæmpedyrs, frem i Mørket, – saa rasler det forbi, dampende og med skarpe Lysskær ud til Siderne – og saa er det borte igjen i Mørket, og alt er stille som før, dobbelt stille. "Saadan gaar vi ind i Aaret", siger Fru Bai en Gang, hun staar og ser efter det. Saadan gaar vi ind i og ud af Livet, synes Forfatteren at sige: fra Mørke og til Mørke – og hvad bliver der tilbage efter Farten? Stilhed, Stilhed.

De er som Skæbnen, disse Bogens evigt larmende Tog: som den ligegyldige, tunge, vældige Skæbne!

Note
Du skal logge ind for at skrive en note